Vedtægter

§1 Selskabets navn er Dansk Infektionspædiatrisk Selskab (Danish Society for Pediatric
Infectious Diseases).

§2 Selskabet er et videnskabeligt selskab, der har til formål at fremme uddannelse, forskning og børnesundhed med relation til infektionspædiatri, nationalt og internationalt.
Selskabet skal afholde videnskabelige møder og gennemføre postgraduat undervisning.
Selskabet påtager sig rådgivning vedr. uddannelseskrav i infektionspædiatri og fag-områdets placering i det danske sundhedsvæsen.

Selskabet kan deltage i internationalt projektarbejde indenfor interesseområdet.

Medlemskab
§3 Efter elektronisk anmodning til bestyrelsen kan denne som medlemmer optage:
• Speciallæger i pædiatri og læger under pædiatrisk videreuddannelse(dvs. læger i introduktions- eller hoveduddannelsesforløb) med dansk autorisation, der gennem deres praktiske eller videnskabelige arbejde har vist interesse for infektionspædiatri.
• Andre læger med dansk autorisation, der har vist interesse for infektionspædiatri.
• Udenlandske læger, der har vist interesse for infektionspædiatri.
• Ikke-lægelige akademikere, der har vist interesse for infektionspædiatri.
• Andet sundhedsfagligt personale (herunder medicinstuderende), der har vist interesse for infektionspædiatri.

Æresmedlemmer kan udnævnes af en enig bestyrelse, når udnævnelsen er begrundet i en enestående indsats for dansk infektionspædiatri eller Dansk Selskab for Infektionspædiatri. Udnævnelse kan finde sted i forbindelse med en ordinær generalforsamling.

§4 stk. 1. Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen og bliver effektiv førstkommende 1. januar.

Stk. 2. Som udmeldt betragtes den, som ikke har betalt kontingent i 2 år. Genoptagelse kan kun finde sted efter betaling af restancen.

Forslag om eksklusion af et medlem kan fremsættes af bestyrelsen eller af 7 medlemmer. Beslutning om eksklusion af et medlem tages på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling i overensstemmelse med de i §5 og §6 anførte regler.

Generalforsamling
§5 stk. 1. Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed i alle anliggender.

Den ordinære generalforsamling afholdes en gang årligt.
Indkaldelse til generalforsamlingen udsendes via e-mail til medlemmerne med minimum 3 ugers varsel.
Indkaldelse skal udover angivelse af tid og sted indeholde dagsorden med følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Beretning ved formanden eller dennes stedfortræder
4. Beretning ved evt. nedsatte udvalg, arbejdsgrupper
5. Godkendelse af revideret regnskab
6. Eventuelle forslag fra bestyrelse eller medlemmer med begrundelse
7. Godkendelse af budget og fastlæggelse af kontingent
8. Valg til bestyrelse
9. Valg af revisor
10. Evt.

Stk. 2. Ethvert stemmeberettiget medlem kan ved elektronisk eller skriftlig henvendelse til bestyrelsen senest 4 uger før ordinær generalforsamling få en sag optaget som punkt på dagsordenen.

Stk. 3. Generalforsamlingen afgør alt ved simpel majoritet med mindre selskabets vedtægter kræver andet (§ 12 og 13). Stemmeret udøves ved personligt fremmøde. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 4. Sekretæren udsender elektronisk referat af generalforsamlingen til medlemmerne inden for 8 uger.

Ekstraordinær generalforsamling
§6 Ekstraordinær generalforsamling finder sted efter bestyrelsens beslutning eller når mindst 7 medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom til bestyrelsen. Begæringen skal indeholde angivelse af hvad der ønskes behandlet på generalforsamlingen. Denne skal afholdes senest 10 uger efter at bestyrelsen har modtaget begæring herom og indkaldes med de for ordinær generalforsamling angivne tidsfrister.

Kontingent
§7 stk. 1. Kontingentet fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling efter forslag fra bestyrelsen. Æresmedlemmer er kontingentfri. Medlemmer, som er fyldt 70 år eller fratrådt deres stilling pga. alder eller sygdom, er kontingentfri.

Stk. 2. Regnskabet går fra 1. januar til 31. december, og kassereren foreligger efter bestyrelsens godkendelse det reviderede regnskab ved den ordinære generalforsamling. Årets resultat tillægges eller fratrækkes selskabets egenkapital. Selskabets årsregnskab revideres af foreningens lægelige interne revisor.

Bestyrelse
§8 stk. 1. Selskabet ledes af en bestyrelse, der består af 5 personer. Bestyrelsesmedlemmerne vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer, webmaster og sekretær. Genvalg kan finde sted. En funktionsperiode må ikke overstige 6 år. Under vakance i formandsposten fungerer næstformanden som formand indtil næste generalforsamling. Evt. flere suppleanter kan udpeges af bestyrelsen. Valget på den ordinære generalforsamling er skriftligt. Valgproceduren fastlægges af generalforsamlingen.

Stk. 2. Der afholdes mindst 2 bestyrelsesmøder årligt. Bestyrelsen afgør alt ved simpel majoritet. Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger.

Stk. 3. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg og arbejdsgrupper til løsning af faglige, videnskabelige, uddannelsesmæssige og organisatoriske opgaver. Bestyrelsen kan fastsætte tidsmæssige begrænsninger for deltagelse og foretage udskiftninger af deltagerne. Sådanne grupper og udvalg fremlægger beretninger ved den ordinære generalforsamling.

§9 På den ordinære generalforsamling vælges en revisor for 2 år. Genvalg kan finde sted.

§10 Selskabet forpligtes ved underskrift af formand eller kasserer. Løbende udbetalinger kan dog foretages af selskabets kasserer.

§11 Ændringer i selskabets love kan kun ske på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. Denne generalforsamling er beslutningsdygtig uden hensyn til antallet af fremmødte medlemmer. Vedtagelse kræver 2/3 majoritet.

§12 Selskabets opløsning kan kun finde sted efter at være vedtaget på generalforsamling på hvis dagsorden den har været opført. Før opløsning er gyldig skal den godkendes med 2/3 majoritet ved urafstemning blandt selskabets medlemmer. Ved selskabets opløsning overgår formuen til Dansk Pædiatrisk Selskab.

§13 Vedtægterne træder i kraft d. 21.10.2011.